Menneskene bag

 

 

MENNESKENE PÅ REFSHØJGAARD


Vi bor 2 familiemedlemmer på Refshøjgaard, Birgit, Erik, og i weekenderne ofte resten af børnene og børnebørn. Vi bor, synes vi selv, et meget pragtfuldt sted, på toppen af en bakke med frit udsyn til alle verdenshjørner. Vi har boet her siden 1996.


Vi keder os bestemt ikke, men får masser af frisk luft og sjove oplevelser i vores daglige virke med dyrene. Vi nyder at have gæster og kan lide at vise vores måde at drive landbrug. Vores udgangspunkt til dette at have økologisk landbrug, er nok lidt anderledes end de flestes. Erik er født og opvokset på landet, hvorimod Birgit stammer fra ’stenbroen’ i Århus midtby.


Da vi i 1986 flyttede til Norring i et parcelhus, drømte vi allerede om mere luft omkring os, men der skulle går 10 år, før vi var så ’svineheldige’ at få lov at købe Refshøjgaard.

Line er 38 år, og bor med sin mand Brian og deres datter Thea og søn Magnus. Vi nyder, som Thea og Magnus bliver større, da de gerne “hjælper” til med dyrene, ligesom deres Mor og Far altid været søde til at give en hånd med pasning, hvis vi har trængt til en fridag.


Lasse og Mikkel er 30 år. Arbejde, uddannelse og det at være sammen med vennerne fylder meget i deres tilværelse; men de er stadig villige til at hjælpe med det praktiske, hvis der er behov for det. Lasse er  maskiningeniør, imens Mikkel er uddannet maskinmester.


HVAD VI SÅDAN ELLERS GÅR OG ARBEJDER MED


I 1986 startede Erik sin egen smedevirksomhed, KV Varmeservice og var nogle år efter så heldig, at være den første der fik godkendt et biobrændselsanlæg, Multi Heat kedlen, på Dansk Teknologisk Institut.


Få år efter stod vi i den situation, at vi begge arbejdede mere end fuld tid i KV Varmeservice. Det var spændende men for hårdt. Vi solgte derfor denne produktion til HS Tarm, næsten lige efter vi havde købt Refshøjgaard.

Selve smedevirksomheden har vi dog stadig, men koncentrerer os nu kun om at sælge og servicere varmeanlæg og udfører i øvrigt diverse smedeopgaver.


Det første år vi boede her på gården, skulle vi naturligvis have et par grise, og en blev til mange, især da vi anskaffede en orne. Pludselig havde vi en svineproduktion. Og vi solgte til nogen der kendte nogen osv. Mere viden var nødvendig, da vi jo startede uden den store erfaring.

Derfor var Birgit så heldig at komme med i en god erfa-frilands- gruppe. Sådan et sted, finder man ret hurtigt ud af, på den måde vi har dyrene, er vi næsten på samme niveau, da det også var ret nyt for de fleste af de mere erfarne svineproducenter. Efter et weekend- seminar arrangeret af Økologisk Landsforening, var der ingen tvivl, vores produktion skulle være økologisk. Siden har det bare udviklet sig og er blevet en livsstil.

Birgit arbejder desuden som alment praktiserende naturmediciner, også kaldet heilpraktiker. Det gør hun fra sin klinik Østjysk Naturmedicin.

FRITIDEN


Fritid er nok ikke noget vi ligefrem går og “rutter med”. Men, når vi holder fri, nyder vi meget, at bo som vi gør. Vi hjælpes meget ad og holder også fri sammen – hele familien.


Erik spiller fodbold og går og makker med større og mindre opfindelser af mange slags. Desuden kører vi ind imellem lidt motorcykel.  Erik styrer og Birgit sidder bagpå. Når vejret ikke er til det, er det dejligt og have en veteranbil at køre tur i.


Birgit elsker at spille revy og synge. Hun skriver sange, går i skole og deltager i forskelligt foreningsarbejde. Er bla. formand for Dansk Heilpraktikerforening. Hun nyder at bruge tid på dyrene, men der er dog også tid til at dyrke  qigong, yoga, zumba og andet gymnastik. 

Derudover dyrkes nære venner, som kommer til at betyde rigtig meget, des ældre man bliver. En tur ud at spise, et weekendophold et dejligt sted, eller bare en kop te / kaffe en søndag eftermiddag. Det er s`å vigtigt.