 
Velfærdsdelikatesser fra små sortbrogede grise, er sæsonproduktion. Hvor dyrene går på marken hos deres familie fra fødsel til slagtning. Somor bestemmer selv, hvor længe de små skal have mælk, og hun lærer dem at spise både kornfoder og grøntfoder. Soen får, som i naturen, udelukkende et kuld smågrise i det tidlige forår, og hygger sig vinteren over med at sætte huld og forberede næste års afkom, efter at de grise, som hun har opfostret, er sendt til slagtning eller udtaget for kommende avl.
Alle vores dyr transporteres kun kortvarigt, når de skal til
slagtning, idet vi benytter os af et lokalt slagtehus, som er godkendt til økologisk slagtning. Dyrene udsættes derfor for mindst mulig stress. Godt for dyrene og godt for kvaliteten af kødet.
Grisene sælger vi hele med en slagtevægt på ca. 30 kg. (til sammenligning vejer 1/2 gris i normal størrelse 40 - 45 kg.). Kødet parteres efter nogle særlige udskæringer, som er gennemprøvet af den dygtige kok Claus Udengaard samt Aidt Slagtehus.
1 økologisk gourmetgris af racen Sortbroget Dansk Landsvin,
kr. 75,00 pr. kg. vejet på "krogen"
kr. 85 pr. kg. finparteret
Der er forskellige måder, at beregne kilopriser på. Vi bruger her den mest almindelige form. Dvs. at det, man betalte for som kunde, er den slagtevægt, som grisen har umiddelbart efter slagtning, uden indvolde men med alle knogler og hoved. Det betyder, at det man som kunde får med hjem vejer 15 - 20 % mindre end den kg. -pris, som man betaler. Vi har forsøgt os med flere metoder, men denne er den mest gængse ved køb af dyr fra bonde til kunde. Derfor har vi lagt os fast på den som værende "måden." :)
Normalt vil kødet være til afhentning om torsdagen, efter nærmere aftale om klokkeslæt.
Har du ikke prøvet at købe hele eller halve grise før, kan vi give det fingerpeg, at 1/1 parteret gourmetgris vil optage max. 50 liter af din frysekapacitet.
Smagfuldt kød med etik - naturligvis - ren logik |